Langt om længe har jeg fundet et brød som jeg synes er super godt - og som også er let at lave ヅ
Det kræver lidt at lave, men det er bestemt hele ventetiden værd! Det som tager længst tid er, at lave surdejen. Opskriften på surdej uden gær, den har jeg fundet hos Camilla Plum.
Hvedesurdej
200 gram hvedemel (eller grahamsmel)
1 spiseskefuld frisk surmælksprodukt
1 teskefuld honning
2 dl vand
1 teskefuld salt
Fremgangsmåde for surdejen
Bland det hele i en skål og dæk skålen med film som herefter stilles lunt til dagen efter.
Dag 2-5:
Rør en smule grahamsmel i - 2 håndfulde - samt lidt vand i dejen hver dag. Den skal være som havregrød. Den skulle gerne vise lidt mere aktivitet hver dag. Den 5. dag er dejen syrlig og boblende og meget livlig. Hvis det ikke er tilfældet røres der en teskefuld mere honning i dejen og der ventes endnu et par dage.
Det skal du bruge til brødet
10 gram gær
1 dl surdej
eventuelt en smule A38 (ikke nødvendigt)
15 gram salt
450 gram hvedemel
150 gram mel af en anden sort - eventuelt fuldkornshvedemel
5 dl vand (+ 1 dl når maskinen kører)
Fremgangsmåde
Kom gær i en røreskål med surdej. Tilsæt salt, mel og 5 dl vand. Rør dejen ved lav hastighed på en røremaskine til den samler sig. Tilsæt den sidste dl vand og kør op på så høj hastighed, som maskinen kan klare. Lad den køre til dejen slipper skålen - det kan tage op til 20 minutter, men det er ventetiden værd. Tjek om dejen er æltet nok ved at trække et stykke op. Kan du strække dejen ud, så den bliver papirtynd uden at gå i stykker, er dejen færdig æltet. Kom dejen i en skål og lad den hæve i køleskab. Optimalt et døgn, men natten over kan også gøre det.
Kom en bageplade med pizzastenen i ovnen og varm op til max varme. Tag forsigtigt dejen ud på et melet bord. Del den eventuelt forsigtigt i to. Rør endelig ikke for meget ved dejen, men "klap" den på plads. Når ovnen er varm, skruer du ned fra 280 grader til 250 grader. Skub brødet/brødene direkte ind på pizzastenen med en bagespade og bag brødet/brødene i cirka 20 minutter.
Super lækkert brød som jeg er sikker på at mange vil synes godt om ヅ